Phillip Faber kommer til Roskilde Domkirke

1. maj giver Roskilde Domkirkes Pigekor koncert under ledelse af Phillip Faber, der til daglig er chefdirigent for DR Pigekoret. Forud for koncerten har Phillip Faber arbejdet intensivt med Roskilde Domkirkes Pigekor i de to sidste weekender i april.

Masterclass i klang og improvisation
Phillip Faber besøger Roskilde Domkirkes Pigekor for at afvikle en masterclass, hvor den anerkendte dirigent skal arbejde intensivt med pigekoret. Afslutningen på masterclassen er en forårskoncert 1. maj, og Phillip Faber indøver selv det meste af det koncertprogram, som pigekoret skal optræde med til koncerten, ligesom han er gæstedirigent til koncerten.
- Vi glæder os rigtig meget, siger Christa Hauser, der til daglig leder pigekoret i Roskilde Domkirke og fortsætter
-Phillip Faber kan virkeligt noget med klang, og det bliver spændende at opleve ham. Derudover skal han også arbejde med lydimprovisation med pigerne i koret. Og så er han en virkelig god formidler, fortæller Christa Hauser.

Spændende koncertprogram
I de to weekender masterclassen varer, skal pigekoret blandt andet indøve værker som Phillip Faber selv har komponeret og en messe ”Misa-pequeña”, som synges på spansk. Stykket er oprindelig en gammel messetekst, som spanske Fransisco Nuñez har komponeret musik til. Til koncerten vil pigekoret derudover opføre nogle værker af Michael Bojesen, som de på forhånd har indøvet med korleder Christa Hauser.

Sangkraftscenter Roskilde Synger står bag
Når Phillip Faber kommer til Roskilde den 23.-24. april og 31. april-1. maj, er det på initiativ af Sangkraftscenter Roskilde Synger.
-Et af vores hovedformål er netop at understøtte talentudviklingen indenfor sang i Roskilde. Ved at tilbyde pigekoret en masterclass med så stor en musikkapacitet som Phillip Faber, kan vi i høj grad være med til at udvikle pigekoret, fortæller Jacob Heide Madsen, der er daglig leder af Sangkraftscenter Roskilde Synger.

Phillip Faber – 32 år og allerede en legende
Phillip Faber der til daglig er chefdirigent for DR Pigekoret, er på rekordtid blevet en meget anerkendt dirigent og komponist. Når han i april skal arbejde med Roskilde Domkirkes Pigekor er det blandt andet også flere af hans egne kompositioner pigekoret skal arbejde med.
Phillip Faber er uddannet komponist og dirigent, og har trods sin unge alder, et imponerende CV som dirigent for blandt andre Värmlands Nations Kor i Uppsala, FUK Landskoret, Det Danske Drengekor og DIS Strygeorkester.

Koncert i Roskilde Domkirke d. 1. maj
Den intensive masterclass munder ud i en smuk forårskoncert hvor Phillip Faber er gæstedirigent for Roskilde Domkirkes Pigekor. Koncerten er d. 1. maj kl. 14.30 i Roskilde Domkirke. Der er gratis adgang for alle.