Sangbørnehaver

Roskilde Synger får væsentlig indflydelse på udvikling af fremtidens sangbørnehaver

Det lokale sangkraftcenter Roskilde Synger bliver en stor del af udviklingen, når der de kommende fem år skal udvikles og certificeres 100 sangbørnehaver fordelt i hele Danmark. Projektet SANGGLAD ledes af Sangens Hus i Herning, og er støttet af Nordea-fonden med 16,1 mio. kroner.

To profilbørnehaver på Sjælland
Projektet SANGGLAD tager udgangspunkt i syv pionér-børnehaver, som allerede arbejder med sang som en integreret del af den daglige pædagogik. To af de syv pionér-børnehaver ligger på Sjælland, og Sangkraftcenter Roskilde Synger bliver en stor del af samarbejdet, hvor der skal udvikles og formuleres overordnede mål en børnehave skal leve op til for at blive certificeret sangbørnehave. Roskilde Synger er det eneste sangkraftcenter på Sjælland, og bliver tovholder for samarbejdet med de to pionér-børnehaver på Sjælland.

Erfaringer fra Roskilde projekt
Roskilde Synger har, i samarbejde med lokale kunstnere, siden 2015 haft et projekt, som systematisk arbejder med sangaktiviteter og musisk kompetenceløft i en række børnehuse i Roskilde Kommune. Derfor falder SANGGLAD helt naturlig i tråd med den udvikling, der allerede er i gang i Roskildeområdet.

-Man kan helt klart forestille sig, at flere af de erfaringer der er skabt på baggrund af vores projekter med sangaktiviteter og kompetenceløft af pædagoger, kommer til at indgå i udviklingen af fremtidens sangbørnehaver, fortæller Jacob Heide Madsen, der er daglig leder af Sangkraftcenter Roskilde Synger.

-Jeg ser frem til, at vi også får mulighed for sangbørnehaver i Roskilde Kommune. Der er så meget livsglæde, energi, læring og godt samvær i at synge, så det er rigtig godt, at der nu bliver taget initiativ til at certificere sangbørnehaver, siger Borgmester Joy Mogensen.

100 sangbørnehaver i 2020
Omkring 12.000 børnehavebørn rundt om i Danmark får gennem de næste fire år mulighed for at stemme i, når deres børnehave tager fat på at blive til en sangbørnehave. Den sangfaglige udvikling og sparring med personalet kommer til at foregå som en del af dagligdagen sammen med børnene. ”Det nære samarbejde mellem pædagoger og sangpædagoger, som kommer ud i børnehaverne hver uge over en lang periode, er vigtigt”, fortæller Thomas Späth. ”Det giver mulighed, for at hele personalet får del i det daglige arbejde med sangen, så det at være en sangbørnehave bliver en fælles identitet.”

Efter det første år følger to etaper med udvikling af kommende sangbørnehaver over hele landet, så i alt 100 børnehaver i 2020 kan stå på egne ben og selv videreføre den sangkultur, de har indarbejdet i deres dagligdag.

Du kan læse mere om Sangglad her