Sang, bevægelse og læring

Sangens Hus og Herning Kommune har sammen med 15 øvrige kommuner og en række sangkraftcentre, herumder Roskilde Synger og Roskilde Kommune, ansøgt og fået bevilget 7,3 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til at gennemføre en sangfaglig opkvalificering af 340 musiklærere og pædagoger i folkeskolen.

Det sker over tre skoleår fra 2016-2019. Projektet hedder Sang, bevægelse og læring.

Projektet bygger på et treårigt pilotprojekt ved navn ‘Find din stemme’ med musiklærere fra syv midt- og vestjyske kommuner. Responsen fra de medvirkende musiklærere var så positiv, at kommuner fra hele landet nu går sammen om et nationalt projekt med fokus på sang og bevægelse.

Kursus med personlig sparring
Vi har set, at praksisnære kursusforløb over 6-12 måneder har særlig stor effekt, når vi kombinerer og veksler mellem tre elementer:

1.     Metodeindøvning (intensiv holdundervisning)
2.     Stemmetræning (i hold eller som individuel sangundervisning)
3.     Personlig sparring med en sangkonsulent ude på skolen.

Hver deltager får tilknyttet en sangkonsulent fra Sangens Hus, som kommer på besøg på skolen for at observere en musiktime og bidrage med konstruktive råd. Konsulentstøtten tager udgangspunkt i den enkelte musiklærer og pædagog og sikrer, at de nye metoder bliver forankret i deres daglige praksis.

Eleverne synger mere og bedre
Målet med Sang, bevægelse og læring er, at eleverne synger mere og bedre og er fortrolige med deres egen stemme. Eleverne bliver udfordret i sang og musikalsk, så de bliver så dygtige, som de kan. Når børn synger sammen, vokser deres selvværd og sociale kompetencer. Sang og bevægelse aktiverer begge hjernehalvdele og får pulsen op og understøtter elevernes læring ved at styrke deres undervisningsparathed, koncentrationsevne, kropsbevidsthed og sproglige udvikling.

Det stiller krav til musiklærerne og pædagogerne. De får nu mulighed for en praksisnær opkvalificering med fokus på, hvordan de kan arbejde målrettet, struktureret og varieret med sang og bevægelse i musiktimerne og i skoledagen, samtidig med at de får styrket deres egne sanglige færdigheder.

Målgruppe og kommuner
Projektet er for lærere og pædagoger i folkeskolen, der fungerer som musiklærere eller på anden vis understøtter musikfaget. Både erfarne og nyuddannede lærer, med og uden kompetencefag i musik, kan deltage i projektet.

Ansatte på folkeskoler i følgende sjællandske kommuner er omfattet af tilbuddet:
Roskilde
Vallensbæk
Lejre
Slagelse
Vordingborg

Der kommer flere kommuner med på listen. Så står din kommune ikke her, er du velkommen til at henvende dig til os.

Sangkraftcentre
Undervisning og konsulentbesøg på skolerne bliver varetaget af sangkonsulenter og sanglærere fra Sangens Hus, som i det daglige bliver tilknyttet de lokale projektteams og sangkraftcentre. Netværket af sangkraftcentre udgør et centralt led i Sangens Hus og de varetager kontakten til og samarbejdet med de lokale kommuner, skoler og kulturinstitutioner.

Udover Roskilde Synger deltager følgende sangkrafcentre i projektet.
Assens Sangkraftcenter
Den Fynske Sangskole, Faaborg-Midtfyn
Den Jyske Sangskole, Herning
Det Sønderjyske Sangcenter, Sønderborg
Haderslev Sangakademi
Sangkraft Aarhus
Thy Sangskole, Thisted